lørdag den 22. september 2012

Direktionen smidt på porten

En samlet spillertrup - med undtagelse af skadede Gert Ølholm - mødte fredag kl. 12 op på direktionsgangen og afskedigede manageren og hele holdledelsen. 

Spillerne på vej mod direktionsgangen i formiddags

Administrationen varetages nu af mandat-havere demokratisk udpeget af spillerne. Fra kun at have modtaget overførselsindkomst er spillerne nu aflønnet efter overskudsdeling bestemt af klubbens indtægter. I den første uge vil det for den enkelte betyde en lønstigning på over 1000%.
Revolutionen er sket på baggrund af en generel mistillid til ledelsen, udtaler ekstern kontaktperson Theis Seeberg. Konkret blev vi spillere bedt om at tabe den sidste kamp i sæsonen og dermed undgå oprykning. Det kunne vi ikke gøre med en god smag i munden, og vi var tvunget ud i at definere hvad vi kunne og ikke kunne i forhold til almindelige moralbegreber. Da vi en aften debatterede det, gik det op for os, at den menige dansker i praksis lever under diktatur på arbejdspladsen. Alle snakker om demokrati, men synes at glemme, at det er ikke-eksisterende på langt de fleste arbejdspladser, hvor man jo er engageret en stor del af ens vågne liv. Moralsk var dette et dilemma for os spillere, og vi følte os tvunget til at gøre noget ved det. Her står vi så med et reelt nærdemokrati, og det kan jo være en god start frem mod at indføre egentlig demokratisk praksis i samfundet generelt og ikke bare nøjes med den tomme snak, der bliver brugt som undskyldning for at føre krig.

lørdag den 15. september 2012

Træningspas inden afgørende kamp

I morgen, søndag spilles den sidste kamp i divisionen i denne sæson. Surburban Tramps ligger til oprykning, men med en sejr kan Vanco snuppe andenpladsen i rækken. I formiddags klokken 10 havde Tramps træningspas i byparken. Redaktionen var på pletten.

Op mod 100 fans var mødt op i byparken, for at bakke det lokale fordboldfænomen Suburban Tramps op. De fleste så ud til at være pårørende til de hjemløse. Når spillerne virkede udkørte, var fansene hurtige til at være behjælpelige med drikkevarer denne varme formiddag.
Spillerne spillede 2 x 20 minutter på to mål, hvor stolperne bestod af ølflasker. Der har de seneste uger været stor udskiftning på holdet og træningen blev tydeligvis brugt på at få de nye unge til at passe ind på holdet og finde deres rolle.

Jean Hillaire, et nyt stjernefrø på holdet arbejder 
på at finde sin rolle i spilsystemet.

Træningspasset forløb relativt roligt. Det skal nok også tages med i bedømmelsen, at det foregik en lørdag formiddag. Desuden må det sidde i spillernes bevidsthed at en oprykning til division VI vil medføre sværere modstandere i næste sæson. Der går rygter om, at trænerstaben har bedt spillerne om at tabe med vilje, for at sponsorerne kan lokkes til at give klubben flere penge ovenpå de af den årsag flere vundne kampe i den næste sæson. Det er hårde beskyldninger mod pengemændene i klubben, så det når nok ikke til dagbladene. Der er jo et vist sammenfald mellem klubbens sponsorer og pengeinteresser og dagbladenes annoncører og redaktion. I spillet om penge har sandhed og retfærdighed ingen relevans.